Uanset om dit eget hjem eller dine lejede erhvervslokaler trænger til en opgradering, behøver det ikke kræve de store ombygninger at få skabt en rar og hyggelig atmosfære. Faktisk kan ganske små indsatser være alt, der skal til, for at dit hjem får tilført et varmt præg.
Find ud af, hvordan du kan give din bolig lidt ekstra liv med enkle og hurtige løsninger, når vi kommer med vores bedste råd her.
Brug masser af tekstiler
I mange år var gulvtæpper udskældt i boligindretning, men den tid er forbi. Tæpper på gulvene er hot som aldrig før, og så er det endda med til at skabe en personlig og varm stemning i rummet. Med tæpper mener vi ikke de gammeldags gulv-til-loft tæpper, men de varianter der findes i et utal af farver og mønstre. Læg et smukt marokkansk inspireret gulvtæppe under dit sofabord for at skabe en hyggelig hulestemning dér. Brug også gerne et stort tæppe under dit spisebord – naturligvis kun hvis du har plads til begge dele. Tæpperne er en god måde at opdele et rum i sektioner eller zoner på, så de markerer spiseafdelingen og afslapningsafdelingen.
Gå også gerne efter en blød lænestol i stof, der kan stå i dit yndlingshjørne, og sæt både puder i den og i sofaen. Den orientalske vibe kan sagtens videreføres her med smukke pudebetræk i kelim. Det skaber en fin tråd i indretningen, uden at der bliver for meget tusind og en nats stemning over det. Læg også gerne en plaid over sofaens armlæn – så er du klar til hyggelige aftener i selskab med en god bog eller Netflix.
Giv væggene farve
Måske er du skræmt af eksemplerne på skrigende farver på væggene og er derfor fast besluttet på, at der kun skal være hvide vægge i dit hjem. Men hvis du gerne vil skabe lidt liv i din bolig, kan farvede vægge faktisk virke rigtig godt. Der er ingen, der siger, at du skal vælge en knaldgul farve på væggene.
Gå i stedet efter de mørkere, støvede nuancer. Hvis du er nybegynder ind i de farvede vægges verden, kan det være en fordel at starte med én væg i første omgang. Senere kan du måske udvide med flere. Den farvede væg behøver ikke få rummet til at trække sig sammen. Den kan også have den modsatte effekt. Samtidig kan den skabe en huleagtig stemning, uden at det bliver mørkt og dunkelt.
Med en farvet væg kan du også bedre fremhæve en hvid reol eller andre af dine yndlingsmøbler, som hurtigt kan falde lidt i ét med en hvid væg.
Byd naturen indenfor
Når det kommer til at skabe varme og liv i boligindretningen, er naturen et godt hjælpemiddel. Invester eksempelvis i et spisebord i egetræ, der giver dit hjem et elegant og eksklusivt touch. Det kan være en god idé at have et sofabord i egetræ, så varmen fra træet spreder sig i boligen og giver en unik stemning. Til spisebordet kan du anvende stole i træ – hvide, sorte – eller måske en kombination. Ved at mikse stolene får du skabt et personligt og legende udtryk i hjemmet.
Gå også efter store, grønne og skulpturelle planter til at skabe liv i din bolig. Violinfigen er et eksempel på en smuk plante, som kan stå fint i et hjørne og vokse sig høj. Den kræver ikke meget vand. Sæt også gerne en grøn plante i vindueskarmen, eller lad de grønne perler fra planten ’perler på snor’ falde ned langs siden på en hylde eller reol.
Lys rummene op
Lamper er naturligvis uundværlige i ethvert hjem, fordi de har den funktion at lyse, så vi kan se. Men lamper kan meget mere end det. De kan også skabe en helt bestemt hyggelig stemning i et rum.
Hæng gerne en lampe på væggen i et hjørne med en lænestol, og skab en fornemmelse af en vaskeægte hygge-læsekrog. Sørg også for at have bord- eller gulvlamper, der udsender et mere diffust lys i rummet. Det er bare hyggeligere at sidde i dagligstuen med dæmpet lys frem for lyset fra en skarp pære.
Be the first to comment on "Sådan skaber du hygge og liv i din indretning"